Visitation

En grundig visitation er grundlaget for, at vores behandlingsarbejde kan lykkes. På Styrkehuset vægtes den nuværende ungegruppes trivsel højt, når der sker en visitation.

Visitation af et barn eller en ung sker direkte via kommunen, som sender relevante sagsakter til vores sikre mail: info@styrkehuset.dk. På baggrund af de indsendte oplysninger vurderer Styrkehuset, om vores tilbud passer til barnets eller den unges behov.

I vurderingen indgår blandt andet, om barnets eller den unges problemstilling kan integreres i vores eksisterende gruppe. Når vi beslutter at indskrive en ung, inviteres sagsbehandleren fra kommunen til et besøg, efterfulgt af en invitation til forældrene. Ved dette besøg vil også den unges kommende kontaktpædagog være til stede. Inden besøget sendes en brochure til både forældre og den unge, så de kan orientere sig om opholdsstedet. Under besøget aftales indskrivningsdato samt praktiske detaljer med socialrådgiver, forældre og eventuelt den unge.

 De første tre måneder efter indskrivningen betragtes som en observationsperiode, hvor vi lærer den unge og familien at kende. Denne periode danner grundlag for den kommende udviklingsplan.

Vores visitationsprocedure fungerer således:

  • Når en socialrådgiver henvender sig til Styrkehuset, henvises der til ledende socialrådgiver på Styrkehuset, hvor pladsstatus oplyses. Ud fra den første samtale foretages en foreløbig vurdering af, om den unge hører til Styrkehusets målgruppe. Hvis dette er tilfældet tilsendes relevante papirer på den unge til Styrkehuset.
  • Når visitationsudvalget har gennemlæst sagen, vurderes det, om den unge passer ind i Styrkehusets målgruppe, samt nuværende ungegruppe på den afdeling, der vurderes hensigtsmæssig.
  • Herefter ønsker Styrkehuset at afholde et samarbejdsmøde med socialrådgiver fra anbringende kommune. Visitationsudvalget deltager på dette møde.
  • Hvis der fortsat er enighed mellem kommunen og Styrkehuset om anbringelse på Styrkehuset, aftales møde for, hvornår den unge og forældrene kan komme og se Styrkehuset.
  • Når den unge og forældrene har set Styrkehuset, aftales det hvornår vi tales ved igen. Dette for at give den unge og forældrene mulighed for at bearbejde indtrykkene fra besøget. Desuden opfordres den unge og forældrene til kigge på Styrkehusets hjemmeside  for at søge flere oplysninger om Styrkehuset. Den unge og forældre er endvidere velkommen til at kontakte Styrkehuset, hvis der skulle opstå spørgsmål efter besøget.​
  • Hvis der træffes afgørelse om, at den unge skal indskrives på Styrkehuset, aftales en dato for indskrivning og opstartsmøde.

Skulle du have spørgsmål til visitation hos Styrkehuset, er du velkommen til at kontakte os.